Danish
English

2 pædagoger til Julemærkehjemmet Liljeborg

4000 Roskilde, Danmark

Skal du være den ene af de to nye pædagog kollegaer, som vi glæder os til at byde velkommen til efteråret? 

Hos os finder du mening i arbejdslivet, og du gør en afgørende forskel for børn, som har brug for en ny start pga. ensomhed, mobning, manglende selvværd og/eller begyndelse skolefravær. 

På Julemærkehjemmet yder vi socialpædagogisk indsats med fokus på trivsel og fællesskab for børn i alderen 7-14 år. Indsatsen sker gennem et 10 ugers døgnophold, hvor børnene gennem vores hjælpeindsats opnår øget social, mental og fysisk trivsel. Familierne er vigtige medspillere i vores arbejde, og børnene er hjemme i weekenderne.

Om stillingen:

For at komme i betragtning til en stilling som pædagog hos os skal du være færdiguddannet pædagog.

Du skal have erfaring med arbejdet med børn og unge, gerne fra en døgninstitution med skiftende vagthold. Har du i dit faglige virke arbejdet med børn og unge i skiftende vagthold.

Du tilknyttes et af vores 4 teams, som hvert består af 4-5 voksne og 12 børn. I skiftende vagter (dag/aften) er vi sammen med børnene fra kl. 7 om morgenen og indtil vores vågne nattevagt tager over kl. 22:30. Vi har åbent fra søndag aften til fredag eftermiddag. Du skal være indstillet på varierede arbejdstider og kan forvente minimum 2 aftenvagter om ugen. Mødetiderne er typisk et rul af både dagvagt (typisk mellem 7-00-14.30) og aftenvagt (typisk mellem 14.00-22.30). Du har altid fri om lørdagen og har en yderligere beskyttet fridag i hvert ugentligt rul.

Du vil være kontaktpædagog for 3 børn, som du har særligt ansvar for at følge, også ved forbesøg og slutsamtaler med børnene og forældrene på baggrund af dine skriftlige udtalelser.

Til gengæld for dit engagement og din fleksibilitet får du andel i et vigtigt forandringsarbejde, og du får stor indflydelse på opgaven og huset. Du vil møde en organisation med stor udviklingslyst i opgaven med at gå forrest i arbejdet med at sikre børns trivsel og udvikling.


Om os:

Julemærkehjemmet Liljeborg er smukt placeret i Roskilde nær vand og by, og vi er et af 5 Julemærkehjem i Danmark. Vi har plads til 48 børn, som starter i hold á 12 børn ad gangen løbende henover året. Der er derfor altid børn, som enten lige er startet eller næsten skal til at slutte opholdet. Det giver en kulturbærende styrke i børnefællesskabet, men det er også et vilkår i det pædagogfaglige arbejde, at vi skal være klar til både af sige goddag og farvel til børnene i huset.

Vi arbejder ud fra at skabe værdi for det enkelte barn gennem et stærkt fællesskab. Det gør vi bl.a. ved at planlægge og afholde værksteder for børnene, hvor der er fokus på 1) mad og måltid 2) trivsel 3) leg, motion og bevægelse samt 4) skole. Lærere varetager børnenes skoleundervisning og pædagogisk personale varetager øvrige aktiviteter med børnene. 

Vi skal mestre det udviklingstrygge miljø for vores børn, og vi har ansvaret for at skabe de bedste forudsætninger for at skabe livsforandring for børnene på bare 10 uger. Derfor sikrer vi en systematisk og gennemtænkt tilrettelæggelse af børnenes hverdag, hvor vi som voksne går foran og agerer karavaneførere i aktiviteterne. Voksne er altid deltagende og ‘spillende trænere’ i aktiviteterne. Det skaber tydelighed, struktur og omsorg i det pædagogiske arbejde. Alt vores pædagogiske personale bliver uddannet inden for neuroaffektiv udviklingspsykologi, hvilket giver os det fælles pædagogiske faggrundlag at stå på i arbejdet med børns udvikling. 

Vi samarbejder tæt med familierne, som vi har hyppig kontakt med – også gennem vores forældredage og opfølgningsafdeling.

Som NGO hjælpeorganisation drives Julemærkehjemmet af indsamlede midler, og vi skal alle, uanset stilling, tager del i den lokale indsamlingsarbejde og agerer ambassadører for Julemærkefonden og vores mærkesager. 

Alle ansatte skal kunne se sig selv i vores grundprincipper: Fællesskab – Troværdighed – Udvikling – Engagement.

 

Om dig:

Du er uddannet pædagog og har erfaring med arbejdet med børn og unge i udsatte positioner, gerne fra døgninstitution med skiftende vagter.

Man mærker din gennemslagskraft gennem tydelighed og rammesætning, som du levererer med en anerkendende pædagogisk tilgang. Du er ydmyg over for opgaven og har gode kommunikative og skriftlige evner. Du kan træde frem af mængden og give oplæg ved forskellige arrangementer i huset; f.eks. på forældredage.

Du er god til at samarbejde, ser værdien af teamwork, og du møder børn og familier dér, hvor de er. Du er god til personlig planlægning, har overblik og er glad for at bidrage til et godt kollegialt sammenhold.

Som pædagog hos os må meget gerne bruge din viden og engagement inden for f.eks. instrumenter/musik, leg/spil, sport/bevægelse og dermed sætte dit særpræg ind i vores grundramme af engagement, struktur og nærvær i aktiviteter med børn. 

 

Vi tilbyder:

Du bliver en del af vores fælles hjertesag med en hverdag, hvor du skaber forandring i et barns liv. Vi giver dig plads og mulighed for at tage ansvar, og vi understøtter dig i din opgave og udvikling, bl.a. gennem sparring, supervision og uddannelse. Du får en særlig plads i et fællesskab af engagerede og højt kvalificerede kollegaer, der drager omsorg for hinanden og for det, der er Julemærkehjemmet Liljeborg. Derudover kan du forvente en tydelig og proaktiv ledelse. 

Vi tilbyder personalegoder som f.eks. gratis frokostordning, mulighed for at tegne privat sundhedsforsikring gennem os og årligt bidrag til indkøb af personaletøj.



Arbejdstid/løn:

Vi følger KL overenskomst på det socialpædagogiske område. Du arbejder derfor efter SL overenskomst med lønindplacering efter anciennitet og med blandede dag- og aftenvagter.

Som NGO hjælpeorganisation drevet af indsamlede midler er vi ikke førende på løn. Til gengæld er vi førende på gode resultater af de indsatser, vi gør for børnene og deres famillier. 


Reference og vigtige datoer: 

Ansættelse: Pædagogstilling fast ansættelse 37 timer/ugentligt med start 1. oktober 2025

Ansættelsesmyndighed: Julemærkefonden hjælpearbejdet Julemærkehjemmet Liljeborg.

Ansættelsessted: Julemærkehjemmet Liljeborg - Baldersvej 3 - 4000 Roskilde

Ansøgningsfrist: onsdag 13. august 2025 kl. 23.59 

Informationsmøde for interesserede om stillingen: onsdag d. 6. august kl. 16:00-17:00 på vores adresse Baldersvej 3 i Roskilde (ingen tilmelding nødvendig)

Ansættelsessamtaler vil finde sted: fredag den 22. august.

Du kan læse mere om Julemærkefonden og Julemærkehjemmet Liljeborg på www.julemaerket.dk

Vi glæder os til at høre fra dig!